Aluminium findes næsten overalt omkring os – i mad, medicin, drikkevand, køkkenredskaber og diverse hverdagsprodukter. Men hvad sker der, når dette metal ophobes i kroppen? Forskning i aluminium i hjernevæv har rejst spørgsmål om metallets betydning for inflammation, nervecelleskader og neurologiske sygdomme.
Hvor findes aluminium?
Aluminium er det mest almindelige metal på jorden, men i modsætning til for eksempel magnesium, zink og jern har det ingen kendt biologisk nødvendig funktion i menneskekroppen.
Siden den industrielle produktion af aluminium tog fart i slutningen af det 19. århundrede, er den menneskelige eksponering steget dramatisk. I dag findes aluminium i alt fra fødevarer og emballage til kosmetik og lægemidler såsom vacciner.
Lektor Sture Blomberg har samlet forskning om aluminiums biologiske effekter i to omfattende artikler. Han fremhæver især, hvordan aluminium kan ophobes i nervevæv og påvirke hjernefunktionen gennem flere forskellige skademekanismer. [1, 2]
FAKTABOKS STURE BLOMBERG
Lektor Sture Blomberg
- Svensk autoriseret læge, lektor og tidligere overlæge ved Sahlgrenska Universitetshospital.
- Specialist i anæstesi og intensiv pleje
- Ph.d.-studerende med fokus på forskning i alvorlig koronararteriesygdom.
- Gæsteforsker ved UCLA i Los Angeles 1992–1994.
- Frivillig læge i Operation Smile siden 2013.
- Engageret i integrativ medicin, ernæring og forskning i miljøeksponering og sundhed.
Aluminium kan ophobes i hjernen
Når vi indtager aluminium gennem mad, absorberes kun en lille del gennem tarmen. Noget udskilles gennem nyrerne, men aluminium, der absorberes, kan også fordeles til kroppens væv.
Nervesystemet er særligt interessant, fordi mange nerveceller forbliver der hele livet.
I de studier, Blomberg refererer til, har forskere undersøgt hjernevæv fra afdøde personer med Alzheimers sygdom, multipel sklerose (MS) og autisme. I flere af studierne blev der målt signifikant højere aluminiumniveauer end i sammenligningshjernevæv.
I et studie med vævsprøver fra forskellige diagnostiske grupper blev der rapporteret gennemsnitligt forhøjede aluminiumniveauer i:
-
105% ved sporadisk Alzheimers sygdom.
-
195% ved familiær Alzheimers sygdom.
-
234% i autisme.
-
237% i multipel sklerose.
Resultaterne er et vigtigt udgangspunkt for Blombergs argumentation om aluminium som en medvirkende faktor i neurologiske sygdomme. [2]
Hvordan kan aluminium skade nervesystemet?
Blomberg beskriver flere biologiske processer, hvor aluminium kan påvirke hjernens følsomme miljø.
1. Inflammation og blod-hjerne-barrieren
Hjernen er beskyttet af blod-hjerne-barrieren, et system af tætpakkede celler, der regulerer, hvilke stoffer der må passere fra blodet til hjernevævet.
Aluminium kan påvirke de proteiner, der holder denne barriere sammen. Når barrierefunktionen ændrer sig, kan permeabiliteten øges.
Aluminium kan også aktivere inflammatoriske signalveje og bidrage til oxidativ stress – en tilstand, hvor reaktive iltarter beskadiger cellestrukturer.
2. Nervecellernes transportsystem påvirkes
Inde i nervecellerne er der et avanceret transportsystem, der flytter næringsstoffer, proteiner og andre vigtige stoffer.
Proteinet tau hjælper med at stabilisere dette system.
Blomberg beskriver, hvordan aluminium kan bidrage til ændringer i tau-proteinet, kaldet hyperfosforylering. Når tau mister sin normale funktion, kan nervecellens transportsystem blive beskadiget og danne de virvarlignende strukturer, der er karakteristiske for adskillige neurodegenerative sygdomme.
3. Skade på nervefibrenes isolering
Mange nervefibre er omgivet af myelin, et fedtisolerende lag, der tillader nervesignaler at bevæge sig hurtigt.
Oxidativ stress kan skade fedtstofferne i myelin gennem lipidperoxidation. Det betyder, at fedtmolekyler nedbrydes og mister deres normale egenskaber.
Blomberg fremhæver denne mekanisme i forbindelse med multipel sklerose, hvor skader på myelinen er et centralt kendetegn.
4. Amyloid-beta og Alzheimers sygdom
Amyloid-beta er et proteinfragment, der kan ophobes i hjernen ved Alzheimers sygdom.
Blomberg beskriver forskning, hvor aluminium påvirker både dannelsen og nedbrydningen af amyloid-beta. I eksperimentelle modeller er aluminium blevet forbundet med øget produktion af amyloid-beta og ændringer i, hvordan proteinet danner komplekser.
Han fremhæver dette som en vigtig del af hypotesen om, at aluminium kan forstærke de processer, der beskadiger nerveceller ved Alzheimers sygdom.
Aluminium og Parkinsons sygdom
En anden mekanisme vedrører hjernens dopaminproducerende nerveceller.
Ved Parkinsons sygdom beskadiges nerveceller i et område kaldet substantia nigra. Disse celler indeholder normalt neuromelanin, et mørkt pigment, der kan binde jern og andre stoffer.
Blomberg beskriver forskning i, hvordan aluminium kan påvirke dannelsen af neuromelanin og derved forringe nervecellernes beskyttelse mod oxidativt stress.
Dette giver en anden mulig forklaring på, hvordan aluminiumophobning kan bidrage til nervecelleskader. [1]
Siliciumrigt vand – en måde at øge udskillelsen af aluminium
En særlig interessant del af Blombergs anmeldelse omhandler silicium, som blandt andet forekommer naturligt i mineralvand.
Silicium i form af ortosilicinsyre kan interagere med aluminium og påvirke, hvordan det håndteres i kroppen.
I en undersøgelse af personer med multipel sklerose steg udskillelsen af aluminium i urinen cirka 2,6 gange efter indtagelse af silica-rigt mineralvand.
Studier af personer med Alzheimers sygdom har også undersøgt denne effekt.
Blomberg fremhæver også befolkningsstudier, hvor indholdet af aluminium og silicium i drikkevand er blevet sammenlignet med forekomsten af Alzheimers sygdom.
Samlet set understøtter forskningen ideen om, at silica-rigt vand kan påvirke kroppens udskillelse af aluminium, hvilket gør orthokiselsyre til et interessant område for yderligere forskning i aluminiummetabolisme og hjernens sundhed. [1-4]
Hvad kan vi gøre for at reducere vores aluminiumsbelastning?
Da aluminium er til stede i mange dele af vores hverdag, er der grund til at være opmærksom på, hvordan vi bliver udsat.
Dette omfatter at være opmærksom på aluminium i fødevarer, visse tilsætningsstoffer, køkkenredskaber og andre produkter, der kommer i kontakt med mad og drikke.
Samtidig kaster forskning i silicium lys over kroppens naturlige udskillelsesveje, og hvordan forskellige stoffer kan interagere.
Hovedbudskabet er, at det ikke kun er, hvad vi putter i vores kroppe, der betyder noget, men også hvordan stoffer absorberes, transporteres, lagres og udskilles fra kroppen.
Oversigt
Aluminium er et metal uden nogen kendt essentiel funktion i menneskekroppen. Forskning har vist, at høje niveauer af aluminium kan skade celler gennem blandt andet inflammation, oxidativ stress og effekter på nervecelleproteiner.
Lektor Sture Blomberg fremhæver den mulige betydning af aluminium for adskillige neurologiske sygdomme og understreger især dets ophobning i hjernevæv.
Forskning i siliciumrigt vand tilføjer også et interessant perspektiv: at kroppens udskillelse af aluminium kan påvirkes af kemisk interaktion med ortosilicsyre.
Viden om aluminiums biologiske effekter viser, hvorfor det er værdifuldt at forstå vores miljømæssige eksponering og kroppens evne til at håndtere stoffer, der mangler en naturlig funktion i vores biologi.
Læs mere
Artiklen er hovedsageligt baseret på to forskningsoversigter af lektor Sture Blomberg:
-
Blomberg, Sture (2026). Aluminiums forskellige skademekanismer. Tro, viden og videnskab. 4. marts 2026.
https://trovetandeochvetenskap.se/aluminiums-olika-skademekanismer/ -
Blomberg, Sture (2025). Er aluminium skadeligt for hjernen? Tro, viden og videnskab. 28. november 2025.
https://trovetandeochvetenskap.se/ar-aluminium-skadligt-for-hjarnan/
For dem, der ønsker at dykke dybere ned i forskningen, anbefales især Sture Blombergs to originale artikler, som indeholder en omfattende gennemgang af studier, biologiske mekanismer og videnskabelige referencer, samt information om silica-rigt vand.
Videnskabelige studier
-
Davenward, S. et al. (2013). Siliciumrigt mineralvand som en ikke-invasiv test af ‘aluminiumhypotesen’ i Alzheimers sygdom. Journal of Alzheimer’s Disease, 33(2), 423–430.
https://doi.org/10.3233/JAD-2012-121231 -
Jones, K. et al. (2017). Urinudskillelse af aluminium og silicium ved sekundær progressiv multipel sklerose. EBioMedicine, 26, 60–67.
